Det er altid spændende og hyggeligt at ture rundt i Danmark med Peter på job. Vi får mange hyggesnakke undervejs. Og selv den mest grå hverdag gemmer på små og store historier, som er værd at fortælle. Men alligevel: For en gammel kunsthistoriker som mig er det en ekstra lækkerbisken, når der pludselig og helt usædvanligt dukker en opgave op i Peters kalender, der handler om kunst.
Somfy-styring skaber bevægelse i et kunstværk
Så selvfølgelig spidsede jeg blyanten. Vi var nemlig teknisk partner på kunstnerduoen AVPD’s nyeste projekt, som netop er blevet præsenteret på videnskabsfestivalen Bloom i Frederiksberg Have i København. De to kunstneres bidrag er en udendørs installation med navnet Vortex. Vi skal nok komme mere ind på kunstværket senere. Men lige nu er det nok at sige, at det rent lavpraktisk består det af to gardiner ophængt i en spiralformet skinne. Gardinerne kører individuelt af hinanden, og deres bevægelser skaber skiftevist et åbent og et lukket rum, som tilskueren kan bevæge sig ind og ud af.
De to kunstnere i AVPD skabte ideen og konceptet. Gardinmontøren Mikael Christensen fra firmaet Hans Aa stod for den tekniske omsætning af ideen. Men det er solafskærmningsstyring fra Somfy, som skaber bevægelserne. Peter leverede og idriftsatte styringen og de 6 motorer. Han søn, 16-årige Daniel Ramsing, lavede den software, der får dem til at køre i den cyklus, kunstnerne bestemte.
“Det har været en enormt spændende opgave, og de to kunstnere var både søde, rare og topprofessionelle at arbejde sammen med”, siger Peter. “Men ét er at arbejde med styring til solafskærmninger. Noget helt andet er at arbejde med på et kunstprojekt. Det kræver enorm tålmodighed, for dér er kravene helt forskellige fra dem, jeg møder til dagligt i min branche.”
Tekniske udfordringer og kunstnerisk perfektion
“Der gik rigtig meget tid med små detaljer. Når man ser det udefra, kan det virke ulideligt pedantisk. Men der er jo en grund til, at kunstnere går så meget op i småting, for der må ikke være noget der forstyrrer den kunstneriske helhed.”
Peter har ret. Kunst er faktisk lidt som teater. Prøv at forestille dig en teaterforestilling, hvor kulisserne hakker og knirker, og der lyder et brag, når havekulissen bliver hejst ned. Nej, vel? Sådan er det også med Vortex: Bare et gardin folder lidt forkert eller hakker en smule i det, når det kører, går virkningen jo fuldstændigt fløjten.
Og da Peter og jeg havde snakket lidt frem og tilbage, kunne jeg godt forstå den tekniske udfordring: En Somfy-styring er lavet til at køre et gardin frem og tilbage på en glat skinne. Det er sådan set lige ud af landevejen. Så det var lidt af en udfordring at konvertere styringen og de 6 motorer til en kunstinstallation med indviklede bevægelsesmønstre og komplekse tidsintervaller.
Det største problem var selve skinnen. Den eneste måde at lave spiralformen på var at sammensætte den af mange mindre skinneelementer. Men uanset hvor præcist Mikael Christensen arbejdede med delene, kunne det ikke undgås, at der opstod små mikrobump, når de blev føjet sammen. Og det er nok til, at Somfy-styringen mærker en forhindring og blokerer – det er nemlig det, den er bygget til.
Derfor krævede det en ekstra indsats og mange servicebesøg, før Mikael og Peter endelig fik skinnen og motorerne til at arbejde sammen.
Østers, videnskab, pizza og og kunst
Men det lykkedes! Og nu er jeg så taget med toget fra Odense for at besøge Bloom festival og se resultatet. Jeg går ind i Frederiksberg Have fra indgangen ud mod Carlsbergbyen. Det er en varm sommerlørdag, og der er en doven og fredfyldt stemning i den gamle have. Rundt omkring på plænerne ligger folk og slikker sol med det gule slot i baggrunden. Der er jo intet, som i intet, der kan holde danskerne væk, når solen begynder at varme.
Derfor er det også virkelig fristende at pjække fra opgaven og lave en lille morfar på den grønne plæne. Men ud af øjenkrogen kan jeg se, at der er stuvende fuldt i havens højre hjørne ved indgangen til Bloom. Og det er jo ligesom det, jeg er her for. Så jeg glemmer alt om at slikke sol og tager en dyb indånding, før jeg vover mig ind i det københavnske gedemarked.
Videnskab, installationskunst og folkelighed? Jeps! Alt hvad der kan kravle og gå af børnefamilier, pensionister, veganere, klimaforkæmpere, kunststuderende og turister er mødt op for at nyde solen og få oplevelser. Måske er det, fordi vi er i København. Men måske er det også, fordi folk faktisk synes, det er spændende.
OK, indrømmet, det har sin pris at nyde livet her. Man skal nok være en lille smule priviligeret. For det koster en mindre formue at sidde på plænen og lytte til live musik, mens man forkæler sig selv med østers, pizza og hvidvin. Det kan man jo så også bare lade være med.
Man kan også nøjes med at købe en is og tage familien med over i børneafdelingen, hvor der er leg og workshops for de mindste. Eller man kan putte en hjemmelavet madpakke i tasken og gå ombord i det store udvalg af videnskabelige og filosofiske talks om klima, miljø og teknik, der finder sted rundt omkring i teltene. Kort sagt, her er noget for alle – nørder, barnesjæle og madører. Og uanset om man vil spise, lytte eller lege, er der meterlange køer.
Et tempel af stof og lys i en kaotisk tid
Der er også trængsel omkring Lindehøjen, hvor AVPDs værk gemmer sig i trækronernes skygger. Vortex består af en spiralformet skinnekonstruktion med stråleformede LED-lys, spændt ud i fem meters højde imellem træerne. Fra skinnerne hænger to gardiner, som kører frit i spiralen og skiftevis åbner og lukker. De to gardiner er hele tiden i bevægelse. Det ene øjeblik er skulpturen åben, det næste øjeblik danner gardinerne et lukket rum. Det halvtransparente stof fanger lyspletterne i trækronernes skygge og skaber en følelse af ro og meditation. Det føles lidt som at stå i et tempel, hvor søjlerne er blevet til stof og lys.
Det er lidt med vilje, at jeg bruger ordet tempel. For vi er jo i Frederiksberg Have, kongens gamle park. I 1700-tallets romantiske landskabshaver var der en tradition for at bygge små miniatureudgaver af ruiner, kirker og klassiske templer med søjler. De blev placeret på maleriske steder i parken – ved en sø, langs et vandløb, på toppen af en høj, eller i skovbrynet. Dengang var haverne en slags teater, og de små miniaturebygninger var kulisser, der skulle skabe en følelse af idyl og skønhed. Parken var en fantasi, og her kunne vores forfædre sidde og længes efter paradiset.
Det er den tradition, AVPDs værk leger med. Men de leger med det i en ny tid. For siden 1700-tallet har videnskab, forskning, teknik, krige, demokrati, konflikter og klimaforandringer sprængt vores gamle verdensbillede og åbnet op for et nyt og meget større. Verden er ikke til at kende igen.
Spiralformen i Vortex er inspireret af galakser, tornadoer og malstrømme, og sammen med gardinerne danner den en transparent og åben bygning af stof og lys. Et moderne rundtempel, hvor man kan finde ro og meditere over den kaotiske verden, vi bor i. Det rum, gardinerne skaber, åbner og lukker hele tiden på nye måder, og når man går rundt i det, er det hele tiden til forhandling. Er man indenfor, eller er man ude? Er man afskærmet fra omgivelserne, eller er man en del af dem? Er man beskyttet eller sårbar? Rummet forandrer sig langsomt, men konstant. I den tid, vi lever i, må vi hele tiden tilpasse os vores omgivelser, for at kunne være i dem.
Tidligere, dengang for 200 år siden, var livet en fasttømret tilværelse, der gik i arv fra generation til generation. I dag er det anderledes, og det uanset om man bliver hjemme på Fyn eller vover sig til København: Livet er under konstant forandring. Ingenting er helt det samme, som det var i går.
