I Sankt Andreas Kirke i København sker der spændende ting i øjeblikket. Den er  nemlig blevet nedlagt som sognekirke. I stedet skal det historiske kirkerum i Gothersgade nu være ramme om en helt ny interaktiv formidling af Bibelens fortællinger til børn.

Ramsing Teknik sørgede for at mørklægninggardinerne spiller sammen med udstillingsteknikken. Belysningen er nemlig en central del af udstillingsoplevelsen, idet den skal forvandle rummet til en dynamisk fortællescene, som gør bibelens mange historier dramatiske og levende.

 

Oplev Biblens fortællinger igennem leg og skabelse

Den nye udstilling, “Bibliarium – en verden af fortællinger”, er særligt udviklet til skoleklasser. Og udstillingen har god opbakning, for den bliver til med støtte fra A.P. Møller Fonden og Borgfonden. Det er meningen, at det skal fungere som et levende oplevelsesværksted for børn og unge, hvor de kan udforske dybe menneskelige dilemmaer, som de bibelske fortællinger rummer. Udstillingen inviterer børnene til at være aktive deltagere, blandt andet i et fortælleværksted, hvor de kan skabe deres egne historier og bygge videre på de klassiske fortællinger. På den måde er de selv med til at gøre Bibelens univers levende og nærværende på nye måder.

Indlægget fortsætter efter billederne.

 

Interface styrer lys og mørke. Teknikken skal spille perfekt sammen for at skabe oplevelsen

Bibliariet blev indviet i slutningen af januar, og da vi ankom i ugen op til for, var der hektisk aktivitet for at få udstillingen klar til tiden. Elektrikere trak kabler, skillevægge blev monteret og malerne var i gang med at fjerne de sidste spor efter de gamle kirkebænke. Vores kunde, det norske firma Expology, som er specialister i oplevelsesdesign, var teknisk partner på projektet. Sammen med deres tekniker fik vi de sidste detaljer omkring gardinstyringen på plads. Der skal arbejdes præcist, for skiftene mellem dagslys og dramatisk mørke er afgørende, for at udstillingen virker og bliver levende

Derfor gennemgår udstillingen også i øjeblikket et testforløb op til den endelige åbning for publikum i marts.

 

Intelligent mørklægning skaber interaktiv stjernehimmel

En central del af forberedelserne var at sikre, at mørklægningen af rummet fungerer optimalt i forhold til udstillingsoplevelsen. Vores opgave var at finde en løsning, inklusive tegning, levering og idriftsætning. I mørklægningsgardinerne sidder trådløse Somfy-motorer, som er forbundet med to Velux KLF 200-interface som er placeret i udstillingen. Her koordinerer de gardinerne, så der skabes et dramatisk skift, hvor kirkerummet mørklægges og de historiske hvælvinger oplyses af en projiceret stjernehimmel, som understøtter den samlede oplevelse.

 

En smuk, men overset arkitektur

Sankt Andreas Kirke blev opført mellem 1898 og 1901 af arkitekten Martin Borch. Han var samtidig med Martin Nyrop, som blev berømt for at tegne Københavns Rådhus. Men hvor Nyrop opnåede stor anerkendelse, var Borchs skæbne mere uheldig. Mange af hans værker er gået tabt som følge af nedrivninger og byfornyelser. Derfor er han havnet i skyggen af historien og er næsten ukendt i dag.

Det er en lille smule uretfærdigt. Selvom bygningen ikke længere fungerer som kirke, kan man stadig nyde dens smukke arkitektur, der rummer et væld af fint udførte håndværksdetaljer. Kirken er bygget i nationalromantisk stil med nordiske ornamenter overalt, ligesom Københavns Rådhus og Christiansborg fra samme tidspunkt, der også emmer af dansk historie. Samtidig er den inspireret af romanske murstenskirker fra dansk og italiensk middelalder. Kirkerummet er fyldt med udskåret træhåndværk og malede vægornamenter – en perfekte ramme om formidling af bibelens fortællinger og budskaber.

 

Pak ud, sæt op, slut til